• psykolog@gittebundgaard.dk
  • +45 60 822 922

Kroniske smertetilstande

Smerter regnes oftest for kroniske, når de har varet i over seks måneder. Det vil sige at det er længere varende smerter, som kan forsvinde igen, men de kan også risikere at fortsætte resten af livet. Måske kender du allerede årsagen til dine smerter, men for mange forbliver årsagen ukendt eller delvist ukendt. Kroniske smerter kan opleves på alle mulige måder i kroppen, afhængig af den eventuelle årsag til smerterne, men også afhængig af din psykiske tilstand. Der er stor gensidig påvirkning mellem det fysiske og psykiske, når det drejer sig om kroniske smerter. Dine smerter vil kunne opleves stærkere i perioder med psykisk ubalance, og omvendt vil du, når du oplever mere intense smerter, kunne føle dig mere psykisk sårbar.

 

Kroniske smertetilstande kan desuden medføre:

  • Mistet livsglæde eller depression
  • Træthed og nedsat fysisk aktivitet
  • Koncentrations- og hukommelsesproblemer
  • Social isolation
  • Usikkerhed og angst

Kroniske smerter kan være forbundet med store fysiske, psykiske og sociale omkostninger, idet der ofte kæmpes en daglig kamp mod smerter, der måske aldrig aftager eller hører op. Denne kamp er meget energikrævende, og i mange tilfælde kan man risikere, at smerterne forværres. Mange undersøgelser viser, at forsøg på at reducere kroniske smerter, er meget lidt virksomt. Især kan smertestillende medicin være forbundet med bivirkninger både fysisk og psykisk. Meget af den lidelse, som er forbundet med at have kroniske smerter, hænger ofte sammen med forsøget på at slippe af med smerten, eller kontrollere den. Jo mere du forsøger at ændre på det, som ofte ikke lader sig ændre, jo dårligere kan du risikere at få det. Det er netop din reaktion på dine smerter vi kan arbejde med i terapien.

Jeg samarbejder med Migræne og Hovedpineforeningen. Hvis du er medlem af foreningen kan du få betalt din første konsultation. Ring og hør nærmere om denne mulighed. Se evtuelt www.hovedpineforeningen.dk

Du kan læse mere om kroniske smertetilstande på www.faks.dk eller på www.gigtforeningen.dk